Det burde ikke være til at misforstå, Kristian Pihl
30.07.2014 DEBAT i Midtjyllands Avis
AF JØRN RYE RASMUSSEN Formand for SF – Silkeborg
Kristian Pihl Lorentzen har tydeligvis læst mit indlæg i avisen mandag som en vis herre læser Bibelen, godt hjulpet af den manipulerende overskrift, avisen har brugt til mit indlæg. Jeg prøvede at slå tre ting fast:
1. SF ønsker at bevare Tange sø, som den ser ud i dag, med det samme vandspejl, det samme flodemål, som det mere teknisk hedder, og med fuldstændig den samme gennemstrømning af Gudenå, som sker i dag. Det fordrejer Pihl i avisen til, at hvis det sker, så vil søen blive fyldt med alger og mudder og alskens skidt. Det er jo simpelthen rent vrøvl.
2. Jeg gav samtidig udtryk for, at vi er enig i den brede politiske aftale om at standse den nuværende elproduktion på Tangeværket, men bevare værket og Elmuseet som et vigtigt, historisk dokumentationscenter for den elproduktion, der har fundet sted. Det er det samme som at sige, at den spærring, som i dag findes ved værket, og som sikrer vandstanden i søen, i princippet skal forblive.
3. Det er SFs holdning, at man skal prøve at forene de forskellige interesser, der er omkring Gudenå, herunder også fiskeinteresser. Derfor mener vi, at der skal etableres et tilstrækkeligt langt omløbsstryg, så laks og andre fiskearter kan passere nogenlunde frit. Det er en forholdsvis enkel metode, som med held er afprøvet andre steder, både i Gudenå og andre steder. Vi har svært ved at forstå, at der kan være modstand mod det.
Jeg vil opfordre Kristian Pihl Lorentzen og alle andre, der vil gøre noget godt for at finde en varig og holdbar løsning for Tange sø, til at lade være med at prøve at score billige point på sagen. tiden er snarere inde til at lægge kræfterne sammen, både på tværs af politiske skel og andre tilsyneladende modstridende interesser. Det skal være min opfordring. Og så vil jeg slutte af med at gentage, at SF – Silkeborg som forening er medlem af Foreningen til Tange søs bevarelse.