Lystfiskere på Tange Sø
Gudenådalens Avis – Onsdag den 4. juni 2014
Lystfiskere på Tange Sø hev gedder ind på stribe
Tange/Ans: Havde det ikke været fang – og – sæt – ud, var der blevet tyndet gevaldigt ud i bestanden af gedder i Tange Sø ved lørdagens fiskekonkurrencer.
Mange af de 170 deltagere landede i de 12 timer konkurrencen varede både otte og ti gedder.
Den længste gedde røg på krogen hos en deltager fra Spjald. Den var på 105,5 centimer, lige halvanden centimeter længere end nummer to, mens den tredjestørste var på 104 centimeter.
De blev belønnet med gavekort på henholdsvis 6000, 4000 og 20.000 kroner af Jafi i Viborg.
Den bedste ungdomsfisker baksede også en gedde på lige godt en meter op i båden, mens den største gedde-fangst for en kvindelig deltager var 91 centimeter.
Den yngste deltager var seksårige Lian fra Ans, og han fangede en gedde på 71,5 centimeter.
Blandt øvrige fiskearter var der præmie for en 53 centimeter lang suder, en karpefisk, en 63 centimeter lang brasen og en 40 centimeter lang aborre.
Der blev også fanget en enkelt laks på 54 centimeter, og mon ikke Lars Ole Tind fra Ans snuppede den med hjem til aftensmaden.
Det er lidt svært at nå ind og få vejet fisk, når der skal tages hensyn til fiskens ve og vel, så fiskernes dokumentation var en tommestok, lystfiskerkort og så fisken foreviget med et foto, og det fungerede fint, fortæller Jarl Gorridsen fra foreningen til Bevarelse af Tange sø, som arrangerede sammen med Gudenåcentralen.
»Det gode vejr gav en flot ramme om arrangementet, som fik fantastisk opbakning af Ans Sejlklub. Klubben indlogerede en del deltagere, som kom helt fra Tønder,« fortæller Jarl Gorridsen.
Ellers var der deltagere fra især Midtjylland, men også helt fra Aalborg og Thisted, og der var allerede fra klokken fire morgen tryk på med at få sat bådene i vandet, især fra Ans siden.
Også sponsoren Jafi var begejstret for, at konkurrencen havde trukket så mange deltagere.
schm@berlingskemedia.dk