DN i Favrskov vil bevare Tange Sø
Uddrag af Midtjyllands Avis den 19.11.2014
Danmarks Naturfredningsforening i Favrskov Kommune støtter en bevarelse af Tange Sø.
Det kunne formanden for DN Favrskov, Alfred Borg, fortælle på årsmødet i DN Favrskov på Ulstrup Skole.
Anledningen til udmeldingen fra Alfred Borg er, at man nu internt igen diskuterer Tange Sø i naturfredningsforeningen. Tidligere har Danmarks Naturfredningsforening fra centralt hold været talsmand for at tømme søen, mens flere af de lokale foreninger vil bevare søen. Det sidste synspunkt tilslutter DN i Favrskov sig nu.
– Vi går ind for at bevare søen. På nuværende tidspunkt har vi ikke lagt os fast på om det skal være med et kort eller mellemlangt stryg uden om søen, sagde Alfred Borg.
DN Favrskov har knap 1100 medlemmer. Det er 139 færre end året før.