Om at ville bevare Tange Sø !
Debat: Midtjyllands Avis den 23. november 2014.
Om at ville bevare Tange Sø
AF VERNER GORRIDSEN
Formand for Foreningen til Bevarelse af Tange Sø. Teglgade 56, Ans
I Avisen 19. november. står at læse: »DN i Favrskov vil bevare Tange Sø«. Det er umiddelbart glædelig læsning. Og det er da også forventeligt, at DN Favrskov så vil indmelde sig i »Foreningen til Bevarelse af Tange SØ«. Hvad har man ellers foreningen til.
Det vil DN Favrskov sikkert ikke.
Jeg har da heller ikke fået en henvendelse derom. Og forventer det ikke.
Sagen er, at allehånde forslag markedsføres under devisen, at Tange Sø skal bevares. Det siges for at vække. positive stemninger til »salamimetoden«.
Alle persongrupper, der går ind for »store eller »mellemlange« omløb – ja sågar også hele Gudenåen uden om Tange Sø – udråber: »Tange Sø skal bevares«.
Ingen melder sig dog ind i »Søforeningen«, for de ønsker ikke Tange Sø bevaret, men ønsker positiv opmærksomhed i lokalbefolkningen.
Ethvert af disse forslag går ensidigt på fiskebiologi. Der vil i alle disse løsningsforslag blive en kedelig rest tilbage af Tange Sø: Helt eller delvist stillestående vand uden Gudenåens gennemløb af søens, længde. Derudover en sænkning af vandspejlet i den rest, der bliver tilbage som en stor vandpyt. Alle maritime interesser forsvinder. Ligeså det nuværende rige fugleliv og nuværende fiskeforekomst.
Tangeværket lukker fra første dag.
Energimuseets eksistens bliver som Udkantsdanmark. Regningen bliver på flere hundrede millioner skattekroner. Der kommer næppe flere laks længere op mod Silkeborg. Måske teoretisk. Stadig et spørgsmål om synspunkter.
Kan det erstatte det tabte?
Vi har i Danmark ca. 70.000 km vandløb ifølge Danmarks Statistik.
Fra Tange Sø til opstrøms Tvilum/Svostrup er der max. 20 km. Det er faktisk den strækning, man diskuterer opgangen af vandrefisk på. Og der fanges i dag op til 350 laksefisk i Tange Sø hvert år.
Jeg synes, at denne debat er afsporet og ganske sekterisk prioriteret. Fuglelivet og maritime fritidsinteresser samt naturoplevelser skal også tilgodeses. Synes I ikke?
Lad os bevare Tange Sø og bruge de mange penge til noget fornuftigt. Der er mange svage persongrupper, som kan opprioriteres i et. fornuftigt samfund.
Betænk situationen fornuftigt.