Tak til Radikale Venstre
Af Orla Madsen og Steffen Lange, henholdsvis næstformand og bestyrelsesmedlem i Foreningen til Bevarelse a Tange Sø
Tak til Svend Erik Milsgaard og Johan Brødsgaard, formand for Radikale Venstre i Silkeborg og partiets spidskandidat ved det forestående byrådsvalg, for deres læserbrev den 14. august, hvor de slår fast, at ”Tange Sø bliver hvor den er”.
Når det er sagt vil det samtidig være rart af få uddybet de radikales holdning til spørgsmålet om den fremtidige passage for vandrefisk. Går partiet ind for at grave et nyt omløbsstryg, der rettelig er en kunstig kanal, på ca. 12 km øst om søen. Arbejdet skønnes at løbe op i en halv mia. kr. Herved lukker man samtidig for produktionen af grøn energi på Tangeværket, en produktion, der blandt andet via varmeveksling kan tidobles, hvis der er politisk vilje til det. På samme tid vil man snøre Tange Å helt af fra Gudenåsystemet – og det er dog en å med minimum 20 km længde og adskillige bi-løb.
Eller tænker vore radikale politikere i stedet på en udbygning af den nuværende fisketrappe med et landskabeligt smukt serpentinerstryg kombineret med en opgradering og udbygning af lakseprojektet omkring Tange Å? Her er der allerede laks i dag, men forholdene vil kunne forbedres.
Som bekendt går Foreningen til Bevarelse af Tange Sø ind for sidstnævnte løsning, der for en brøkdel af udgiften til en omløbskanal både støtter laksefiskeriet og de mange, mange forskellige fritids- og naturaktiviteter, som allerede i dag foregår omkring Tange Sø. Disse outdoor-aktiviteter vil vi lige som Radikale Venstre i Silkeborg gerne udvikle, og heldigvis sker der allerede nu løbende forbedringer. Eksempelvis åbnes netop i disse dage et nyt fugletårn.
Det glæder os, at Svend Erik Milsgaard og Johan Brødsgaard viser positiv interesse for naturen og Tange Sø, og vi vil gerne hermed invitere dem på en rundtur ved søen og omkring Tangeværket med henblik på at styrke dialogen mellem De Radikale i Silkeborg og vores forening. Hvis I ikke kender Tange Å-projektet, kunne I ved den lejlighed få det fornødne indblik.