Politikerne i klima-og miljøudvalget vil have fremrykket beslutningen om en tilladelse til GudenaaCentralen i Tange.
Midtjyllands Avis skriver den 3. november 2014
Politikerne i klima-og miljøudvalget vil have fremrykket beslutningen om en tilladelse til GudenaaCentralen i Tange.
AF PREBEN JUST just@mja.dk
Beslutningsprocessen omkring tilladelsen til, at vandkraftværket Gudenaacentralen i Tange kan fortsætte med at producere strøm skal speedes op.
Det er der enighed om i klima- og miljøudvalget, som meget gerne ser, at Viborg Kommune kan give tilladelsen til Gudenaacentralens fortsatte drift tidligere end sidst på året næste år.
– Jeg kan ikke sige hvor hurtigt, at vi kan være klar til at træffe en beslutning. Men i udvalget er vi enige om, at vi gerne vil have mere fart på processen, siger klima- og miljøformand Flemming Lund (S).
Viborg Kommune skal efter ophævelsen af den særlige Tangelov give en tilladelse til vandkrafværkets fortsatte drift. Det skal efter alt at dømme ske efter reglerne i vandløbsloven. Forvaltningen har arbejdet med sagen i et stykke tid og har præsenteret udvalget for et forslag til en tidsplan, hvor beslutningen skal træffes sidste på året næste år.
– Men nu beder vi om at få en mere nøjagtig tidsplan, hvor vi også gerne ser, at processen kommer til at gå lidt hurtigere. Vi vil også gerne have en redegørelse for, hvad der er gjort i sagen hidtil, siger Flemming Lund.
Udvalgsformanden har samtidig forståelse for, at det er en kompleks sag, som Viborg Kommune aldrig før har behandlet.
– Det skal selvfølgelig heller ikke gå hurtigere end at vi er helt sikre på, at vi behandler sagen korrekt og efter de rigtige regler, siger Flemming Lund.
Der er næppe tvivl om, at Viborg Kommune vil give en tilladelse til Gudenaacentralens fortsatte drift. Det spørgsmål er der nemlig bred opbakning bag i byrådet.
– Vi skal jo heller ikke tage stilling til, om der skal laves et stryg uden om Tange Sø eller ej. Det er en anden sag. Vi skal blot beslutte, om Tangeværket skal bestå. Og det er der vist 100 procents politisk opbakning til i byrådet, siger Flemming Lund.