Slaget om Tange Sø – mennesker og natur
Af
Peter Fischer-Nielsen, cand.mag., ph.d.
Merete Bøye, Sognepræst Viborg Domkirke, Tjele og Vinge & redaktør, Nyt Babel
Jarl Gorridsen, Direktør og Byrådsmedlem Silkeborg
– alle bosiddende i 8643 Ans
Den 24.6 bragte Kristelig Dagblad en artikel om Tangeværk og sø som hindring for udvikling af laks i Gudenåen. Artiklen baseres på interview med Kaare M. Ebert, fiskebiolog, Danmarks Sportsfiskerforening, Anders Koed, biolog, Inst.for Akvatiske Ressourcer på DTU samt Gert Holdensgaard, direktør, Danmarks Center for Vildlaks. De tre fortæller, at Danmarks største vandkraftværk står i vejen for det laksepotentiale, de drømmer om som. De vil nedlægge søen eller grave en lang kunstig kanal rundt om, så den reelt ødelægges af alger og lav vandstand. De fortæller også, at samfundet bør investere massivt i lakseinteresserne, og slutteligt tilsidesætter de lokale interesser – nærmest som en ligegyldig parentes.
Vi undrer os over artiklens ensidige vinkling. Hvorfor har Kristeligt Dagblad kun ladet de tre ytre sig uden at skele til sagens mange andre aspekter? I de senere år er det som om, at der er opstået en hellig alliance med mellem fisk og mennesker med laksen som konge. Vi vil gerne påpege, at der er meget andet liv end laks at tænke på i og omkring Tange Sø.
Søen er næsten 100 år gammel og opleves derfor som en del af naturen. Den huser et velfungerende vandkraftværk, der dagligt leverer grøn strøm til 4.000 husstande. Med ny varmepumpeteknologi kan dette udvides til grøn fjernvarme til op mod 40.000 boliger. Et projekt af international dimension med potentiale for teknologieksport i milliardklassen.
Med sine 5,5 km2 er søen den 14. største i Danmark, og den er hjemsted for et rigt fugleliv, hvor ynglende fiske- og havørne er lige om hjørnet. Et fænomen, der er noget sjældnere end laks. Fiskevandet for gedder og aborrer er blandt det bedste, og odderen trives i stor stil.
Endeligt er der menneskene. For os er det en værdi, at vi og vores børn kan udfolde sunde og rekreative aktiviteter i naturen. Vi har tre større klubber med søsport med aktive i alle aldre. Vi har fisketurister fra Holland, England og Tyskland. Vi har besøgende ornitologer. Vi har Gudenåsystemets største gratis overnatning ved Ans Søbred med 4-5.000 besøgende årligt. Turen ”rundt om søen” er et tilløbsstykke for motionister og naturelskere fra hele egnen. Derudover har Foreningen til Bevarelse af Tange Sø ca. 5.000 medlemmer og mere end 20 år på bagen.
Ingen af os er eksperter i akvakultur og laksebiologi, men vi bryder os ikke om at få vores holdning fejet til side, som var vi landsbytosser i et stykke af Holberg. Vi mener nok at kunne fremføre synspunkter med indhold, der må mane til eftertanke hos fornuftige politikere, som i sidste ende skal træffe afgørelse i sagen. Lad os stilfærdigt minde om, at dusinvis af miljøministre siden Svend Auken har undladt at ændre den nuværende situation, fordi så mange andre interesser er på spil. Foreningen til Bevarelse af Tange Sø har desuden fremsat et kompromisforslag, hvor en eksisterende laksestamme i den nærliggende Tange Å får bedre vandre- og gydeforhold. Et projekt til små penge med næsten sikker garanti for selvreproducerende laks i Gudenåsystemet.
Når de tre eksperter enten vil nedlægge søen eller grave en lang kunstig kanal udenom for at pleje nogle snævre interesser, så skal samfundet passe på. Vil man virkelig bruge hundrede af millioner kroner på en fiskeart i en lille bid af åen, når den nu findes i rigtig mange andre åløb over hele landet? Vil man tilsidesætte alle de andre interesser, som findes i denne sag? Vil politikerne virkelig køre over den lokale befolkning, der i det daglige skal leve med konsekvenserne? Vi mener, det vil være en stor fejltagelse!