Svar på indlæg om Tange Sø – og anklager mod min person
Af Verner Gorridsen, afg. fmd. for Foreningen til Bevarelse af Tange Sø, Teglgade Ans.
I MJA den 22. marts anklager Gorm Rasmussen (GR) mig for usandheder og sammenligner mig med Trump! Kristian Pihl Lorentzen og min søn får også en ordentlig svada og grove anklager. Jeg kender GR som et ordentligt menneske, og jeg er derfor noget overrasket over de voldsomme angreb. Jeg må naturligvis tage til genmæle. GR er særligt optaget af tre ting:
Vandkvalitet: Jeg har aldrig brugt betegnelsen ”brakvand”, da det er betegnelsen for en svag saltvandstilstand. Jeg har heller aldrig sagt, at søen ville tørre ud, såfremt åen ledes udenom. Jeg har derimod sagt det, som biologerne og folkene bag den sidste rapport (Rambøll) også selv har udtrykt: Dannelsen af grønne alger i Tange Sø vil stige betragteligt, og vandets kvalitet vil blive meget ringe. Ligeledes vil vandstanden variere, og de mange kano, kajak og sejl-aktiviteter ville formodentlig forsvinde.
Laks: Jeg rangordner ikke fisk eller natur efter en skala, men konstaterer blot, at det eksisterende fiskeliv, fugleliv og planteliv har det rigtig godt, og at Tange Sø af Naturstyrelsen har prædikatet ”god økologisk tilstand”. Det er værd at bevare og har i bund og grund intet med laks at gøre. Men da laksen er vigtig for lystfiskerne, har vi sammen med Tangeværket peget på løsningen, hvor mere vand gives til fiskevandring, og Tange Å udvikles yderligere som gydested for netop laks.
Indsats og personer: Demokrati er folkets ret til at ytre sig om sager og synspunkter. De mest ihærdige går nogle gange ind i lands- og lokalpolitik. Derfor er vi er glade for, at der nu er 3 politikere i den nye bestyrelse. 2 socialdemokrater og en fra Venstre. Hvad angår min søns habilitet, var Silkeborg Kommunes chefjurist ikke i tvivl: Der er ingen habilitetsproblemer. Faktisk noterede hun sig, at det netop er holdninger og sager, der skaber politikere.
Vi er en forening med opbakning fra over 5.000 medlemmer fra ca. halvdelen af DK-postnumrene med 8850 Bjerringbro som det største. Vi holder af søen, naturen, aktiviteterne, det rekreative, værket og historien, som det er. Vi respekterer vores modstandere position og holder os fra at miskreditere deres udsagn og personlige integritet. Jeg ville ønske, at forstandige folk som GR ville gøre det samme.