Her i februar 2024 nærmer ”Slaget om Tange Sø” sig en afgørelse. I løbet af 2025 skal ministeren pege på en løsning, og det kan blive afgørende for søens fremtid.
Vores løsning med et stryg på 2,5 km, der giver optimale vandringsforhold for alle fisk og insekter forbi Tangeværket, er underbygget af nogle af Danmarks bedste kompetencer indenfor fiskevandring. Derudover har selve miljøministeriet sort på hvidt skrevet, at der ved netop Tange Sø burde overvejes en løsning, som tager hensyn til de mange kulturelle og rekreative interesser.
Men vi er under kraftig beskydning fra modstandere, der kun ønsker at fremme interesser for lystfiskerne. De ønsker søen væk, og er ikke interesserede i skabe passage med vandring.
Derfor har det i 2023 svirret med en masse påstande om ulovligheder og manglende opfyldelse af EU regler, og vores modstandere går hårdt til politikerne med trusler om anmeldelser og retssager.
Sådan kommunikerer vi ikke. Vi ønsker at nuancere og belyse, hvorfor søen med historie, natur og rekreative værdier er en vigtig del af nærmiljøet for 120.000 mennesker mellem Viborg og Silkeborg – og tusindvis af besøgende. Derfor varetager vi et stort oplysningsarbejde overfor både ministre, borgmestre og EU-politikere. Vi tror på, at den rolige dialog og det sunde kompromis vil sejre – som traditionen er i Danmark.